Tak for alt, Creed Taylor #RIP

RIP Creed Taylor, der døde i går. Han blev 93 år.


Creed Taylor har betydet uendeligt meget for min tilgang til jazz og hip hop-samples🤩.
Stadig den dag i dag, hopper det i mig ved synet af det kendte CTI-logo og køber højst sandsynligt pladen.

Bragte bossa-nova til USA

Han startede i ’56 pladeselskabet Impulse! under ABC-Paramount og udgav flere album med bl.a Ray Charles, J.J. Johnson, Gil Evans og John Coltrane. Udgivelserne var ofte som gatefold, dvs. “foldeud-album”, da han var opmærksom på coverets visuelle tiltrækningskraft.


I 1960 skiftede Taylor til Verve, hvor han udgav bossa-nova med brasilianske kunstnere, og introducerede dem til det amerikanske marked. Det var bla. Antonio-Carlos Jobim, Astrud Gilberto, Emir Deodato og Joao Gilberto. Igen var coveret vigtigt for ham, hvilket også ses på disse udgivelser samt andre med Wes Montgomery, Jimmy Smith og Cal Tjader.

Plader som kunstværker

I 1968 startede Creed Taylor pladeselskabet CTI, der er en forkortelse af Creed Taylor Inc. Selskabet blev hurtigt et af de mest succesfulde udgivere af jazz/soul-jazz. Op gennem ’70erne udgav CTI (og underselskabet Kudu) plader med prominente jazznavne, som får alle sampleheads og beatdiggers til at savle: Freddie Hubbard, Stanley Turrentine, George Benson, Bob James, Milt Jackson, Nina Simone, Paul Desmond, Eumir Deodato, Hubert Laws, Herbie Hancock, Joe Farrell, Airto Moreira, og Ron Carter. De var alle kendetegnet var at være enormt vellydende, og inkluderede ofte symfoniorkestre i samspil med den klassiske jazz-besætning.


Udgivelserne på CTI var generelt altid gatefoldcover med et kunstnerisk billede (taget af Pete Turner), landskab eller maleri, og de kunne alle bestilles som plakater hos CTI.

Et lille udvalg af CTI-udgivelser, med de velkendte Pete Turner-fotos.

CTI i problemer

Creed Taylors ønske om at have egen distribution gav desværre CTI økonomiske problemer i 1974. Han lavede derfor en distributionsaftale med Motown, som blev starten på enden. CTI mistede rettighederne til Grover Washington Jr., siden til Bob James soloværker og til sidst i ’78 de sidste masterrettigheder til Columbia.

Creed Taylor vil for altid stå som en af nøglepersonerne, når vi taler amerikansk souljazz og bossa-nova og albumcoverets kunstneriske betydning.

Tak for dit store bidrag, Creed!